Klik billedet
Seniorafdelingen opruster Udskriv Email

4. august 2017
Nyt tiltag i seniorafdelingen
2.senior og 3. senior indledte træningen tirsdag, hvor der var mødt 30 spillere op til en god gang træning med tempo og godt humør.

Blandt de 30 spillere var der både spillere fra forårets trup samt en række nye spillere, som klubben håber bliver en del af truppen i den kommende sæson.
Blandt de nye var mange gamle kendinge, som har spillet i klubben som ungdomsspillere eller på 1. senior tidligere. I gruppen var en halv snes tidligere 1. holdsspillere, der har flere hundrede divisionskampe på cv'et tilsammen.

Spillerne blev budt velkommen af den nye seniorformand Flemming Lauenborg, som også er en gammel kending i klubben, og klubbens formand Hans Drachmann.

Flemming havde disse ord til det fine tiltag:

"Det er vigtigt med en sammenhængskraft fra ungdom til senior og at en senior afdeling er vital for udviklingen af klubben, både som støtte til elite afdelingen samt rekuttering af fremtidens ledere. Målsætningen er at vi som minimum ligger fast i KS, men meget gerne på sigt har et hold i DS"
flemming_lauenborg

Hans Drachmann fortæller:

"2. senior spillede i sidste sæson en god sæson i Københavnerserien, men blev på grund af en meget beklagelig administrativ fejl med en spilletilladelse til en udenlandsk spiller frataget 9 point, og holdet rykkede derfor ned i serie 1. Planen er at få holdet hurtigt tilbage til KS, samtidig med, at vi stiller et stærkt 3. senior. Spillere fra divisionsholdet, der ikke er i kamp, vil spille kampe på 2. senior. Arbejdet indgår i en samlet plan for at skabe en stærk og slagkraftig seniorafdeling, som B.93 har en årelang tradition for"

Træningen blev ledet af træner Gustav Cudjoe, der er klar til den kommende sæson, og Simon Carstensen, der har spillet 23 kampe på 1. holdet, men som de seneste år har været hårdt plaget af skader, og som nu er gået foran i arbejdet med at skabe et slagskraftigt 2. og 3. senior.
hans_drachmann

Vi giver de sidste ord til Simon Carstensen:

"Før sommerferien besluttede vi os for at ringe alle gamle 93'ere ind - Elmedin og Oscar fra lilleputholdet, Kevin og Ibrahim fra u/15-tiden, Rønne, Victor og Purkis fra 1. senior - samt mange flere gamle kendinge. Det resulterede i den meste legendariske træning, jeg nogensinde har været til, som tidligere førsteholdsspiller Markus Leding udtrykte det efter vores første træning i tirsdags. Flere af de her drenge har jo ikke set hinanden, siden de spillede ungdomsfodbold i klubben. At observere gensynsglæden var - næsten - nok for mig. Jeg tror ikke, at man kan samle et bedre hold til at føre seniorafdelingen videre, og det glæder vi os til at vise."
carstensen_simon

Det tegner til et spændende projekt, som vi krydser fingre for bliver en succes.


Skrevet af Claus Vandborg



Skrevet af Mogens Hansen   
Antal hits: 482
Senest opdateret: 04 august 2017